Succes skaber ny e-spilleklub
Med det veloverståede LAN party i Jetsmark Idrætscenter 19. og 21. maj, hvor 120 unge computerspillere dystede i flere internationalt kendte spilturneringer, har styregruppen bag arrangementet allerede besluttet sig for at udnytte denne succes til at etablere en klub for computerspils-entusiaster efter sommerferien.
– Konditionerne kender vi ikke helt endnu, men på de mange positive tilbagemeldinger efter LAN’et er vi sikre på, at der er god basis for en computerspils-klub her i Pandrup og omkringliggende byer, fortæller Søren Jensen på vegne af Pandrup Firma & Familie Idræt og styregruppen bag Nordjysk LAN.
– Jeg vil opfordre alle med interesse for computer-spil til at møde op til informationsmødet 29. juni klokken 19.30 i Jetsmark Idrætscenter, så vi i fællesskab kan få skabt de bedste rammer og få bragt alle ideer og forslag i spil, siger han